DGI Huset Nordkraft har fået ny direktør
Velkommen til Lene, DGI Huset Nordkrafts nye direktør
Der kan nu sættes ansigt på DGI Huset Nordkrafts nye direktør.
Til januar 2026 tiltræder Lene Guldhammer Nybæk som ny direktør for DGI Huset Nordkraft. Hun kommer med stærk erfaring og ekspertise indenfor både ledelse, foreningsliv og strategisk kundesamarbejde, senest efter 19 år hos Textilia Group A/S Industri som divisionskundechef.
Privat, bor Lene i Kongerslev sammen med sin mand. Sammen har de 2 børn der er fløjet fra reden. Gennem hele sit liv, har hun været dybt engageret i idræts- og foreningslivet, hvor hun har været både aktiv udøver, træner og bestyrelsesmedlem. Lenes arbejde i Kongerslev IF’s håndboldafdeling, er tidligere blevet anerkendt med SIFA’s Ungdomslederpris (2008) og Jydsk Håndbold Kreds 1’s lederpris (2012).
”Jeg glæder mig meget til at tage hul på et nyt kapitel som direktør hos DGI Huset Nordkraft og til at blive en del af Kulturhuset Nordkraft i hjertet af Aalborg,” fortæller hun og fremhæver sin ambition om at styrke samarbejdet med DGI’s medlemmer, Aalborg Kommune, Nordkrafts aktører, foreninger og erhvervslivet. Med en kombination af kommerciel erfaring samt passion for idræt og kultur, ønsker hun at videreudvikle DGI Huset Nordkraft som et dynamisk samlingspunkt, hvor bevægelse, fællesskab og mangfoldighed er i centrum.
Bestyrelsesformand Peter Otto Yde Thomsen udtrykker stor tilfredshed med ansættelsen:
”Vi har oplevet en overvældende interesse for direktørstillingen med knap 100 ansøgere. Vi er meget glade for nu at kunne byde Lene velkommen og ser frem til et stærkt samarbejde, hvor vi sammen kan løfte Huset. Vi skal fortsætte det gode arbejde og udvikle et endnu stærkere center for fitness, sundhed og foreningsliv i hjertet af Aalborg.” fortæller han og fortsætter: ”Dette gør vi blandt andet i det gode samarbejde med Aalborg Kommune, hvor vi er glade for, at skolerne nu i stigende grad, kan benytte sig af DGI Huset Nordkraft i de ledige dagtimer”
DGI Huset Nordkraft glæder sig til at tage imod Lene Guldhammer Nybæk, der har første arbejdsdag, mandag d. 5. januar 2026.